NUZO/Stilladsering

Velkommen til igen. Der er ny og spændende læsning nedenfor :)

NUZO/Stilladsering

For at forstå ”stilladsering”, er vi nød til at se på, hvad begrebet ”den nærmeste udviklingszone’” betyder. Den russiske psykolog Vygotskij, som er opfinder af begrebet påpeger, at NUZO er ”forståelsen af skolebørns udvikling og den pædagogiske praksis i forbindelse med denne udvikling” 

Kort forklaret finder vi på den ene side et ”område”, hvor eleven selvstændigt udfører f.eks. opgaver, eller handlinger. På den anden side finder vi et område, hvor eleven kun kan udføre opgaver, eller lign, hvis det sker under vejledning af en lærer, eller en mere vidende person. Den ”zone”, der er mellem de to områder beskrives som den nærmeste udviklingszone. Området mellem det jeg kan nu (fagligt, socialt og personligt) og det jeg kan i samarbejde eller med støtte fra andre.

Når en elev skal lære nyt, er det pædagogens opgave, at definere udfordringer af passende sværhedsgrad for eleven, så eleven gradvist bevæger sig igennem Den nærmeste udviklingszone og i stadigt stigende grad bliver i stand til at varetage, eller udføre en ønsket (tilsvarende) opgave. F.eks. hvis et barn ikke kan forstå en matematisk opgave, men godt kan hvis den voksne hjælper (”prøv at forstå opgaven således”). Barnet lærer derigennem strategier til selv at kunne få løst opgaven. Den proces, som den voksne udfører, når han eller hun f.eks. hjælper med matematikopgaven kaldes ”stilladsering”. Dette begreb blev defineret af Jerome Bruner i 70’erne (Wood, Bruner, Ross (1976). Der sættes et usynligt stillads op, som støtter barnet, så længe barnet har brug for det. Stilladsering kan både være sproglig og understøtte sproglig udvikling, men kan også understøtte fysiske handlinger, som i eksemplet med matematikopgaven. Når barnet har lært at mestre en opgave selv, kan stilladset fjernes igen. Barnet har lært noget nyt og zonen for den nærmeste udvikling har flyttet sig